Jeg kunne ikke være mere enig i hvad i citerer i denne artikel. Jeg har selv en lillesøster på 18 år, som netop er blevet indlagt for 2. gang på under et år. Hun ligger nu på en voksen afdeling, grundet hendes myndige alder, selvom hun har en barnlig og umoden attitude der ligger langt fra en voksens.

Desværre for hende og for hendes pårørende, som inkluderer mig, bliver der i forhold til hendes alder besluttet at hun skal behandles som en voksen. Hun skal selv tage sin medicin, hun skal selv finde ud af komme ud af sengen, drikke, spise og gå i bad. Selvom hun har det så dårligt, at hun ikke engang åbner øjnene når vi er på besøg, så er det åbenlyst at lægerne og sygeplejerskerne sidder og venter på at medicinen kurerer alt, uden at hjælpe hende med de rutiner hun p.t. ikke selv kan klare. Selvom hendes nr. 2 indlæggelse åbenlyst viser at medicinen ikke er det som kan kurere hende! Hun har været på medicin siden hun blev udskrevet i december 09, og siden da er hun sunket i et dybere og dybere hul, grundet manglen på ordentlig opfølgning!

Der skal være flere ressourcer sat til side til at følge op på sagerne, tage samtaler med patienten og dennes omgivelser: der skal i det hele taget lægges langt flere kræfter i at sørge for at patienten ALDRIG behøver indlægges igen. Det koster samfundet langt flere penge i længden, ikke at gøre jobbet ordentligt. Mens vi andre ikke har nogle forudsætninger for at vide hvad der er bedst for hende, er der folk som har brugt årevis på at uddanne sig i at håndtere psykisk syge mennesker som min søster, og de skal komme frem med deres viden!
Vi vil have mere hjælp, og en mere åben diskussion omkring psykisk syges fremtid og muligheder i samfundet. Det er en kritisk problemstilling.

Tak for en informationsrig side, som giver en tryghed i at høre at man ikke er alene med noget der er så svært at forstå.

Hilsener,
Den magtesløse

Se indslaget her:
http://www.youtube.com/watch?v=IeBMK_90WYQ

Charlotte Hjorth
ADHD Coach
http://www.adhd-coaching.dk

Det får mig også til at tænke på, at det jo også er tiden hvor teenageren alt for længe måske har lagt bånd på sig selv for vores skyld, og ikke gjort ting ud fra hvad de havde lyst til, og forventede af dem. Indtil nu har det jo været vores (forældrene) måde at gøre tingene på som vi har villet opdrage vores børn til at skulle gøre, men hvem siger at vores børn har lyst til lige netop det.

Desværre begynder børn jo meget tidligt at aflæse de voksne og omgivelsernes kropssprog, og tilbagemeldinger på hvad der skaber smil eller afsky lærer de hurtigt at omgås. Hvis der er noget der ikke vækker velbehag hos en forældre tolker barnet, at det jo nok må være barnet der er noget galt med, altså undertrykker de deres sande jeg.

Mange tror måske også at det ideelle er kun at være god og sød, men glemmer at man faktisk også indeholder de modsatrettede sider, nemlig lidt rebelsk og måske indimellem ikke så sød.

Ellers tror jeg man kommer længst med at acceptere, at det er en periode de skal igennem for at finde ud af hvem de er, og hvad de selv står for.